Jeg sidder her i Qaqortoq på finaledagen af GM og ser frem til en eftermiddag med spændende kampe. Der er blevet kæmpet bravt og spillet næsten 500 kampe. Jeg har mødt en masse dejlige mennesker, der brænder for badminton lige som jeg selv gør. Tak til alle deltagere for god underholdning og en stor ros til Tennisklubben for et godt arrangement. Også et tillykke til de nyuddannede dommere.
Nu er jeg kommet tilbage til Danmark og har fået fordøjet dette års GM.
Holdet til Island Games er udtaget og består af følgende spillere:
Damer: Aviaaja Geisler GBF, Else Høegh Møller Tennisklubben, Mille Kongstad GBF, Juliane B. Johansen JBF og Rina Lorentzen B67
Herrer: Bror Madsen JBF, Frederik Elsner GBF, Ukatu Kristensen JBF, Minninguaq Kleist B67, Jens Frederik Nielsen B67
Holdleder: Michael Kleist
Kampen om pladserne har været tæt. Der var flere deltagere til GM, jeg gerne ville have udtaget til holdet også, men der er jo et begrænset antal pladser.
Efter AGIBE i 2007, hvor vi havde stor succes, har jeg forventninger om, at vi kommer hjem med medaljer. På Åland vil der også være deltagelse fra de tre stærke lande/øer, der ikke var med til AGIBE, lande der normalt henter medaljer i holdkonkurrencen og i den individuelle. Vi vil tage kampen op mod disse spillere og kæmpe til sidste bold. Jeg glæder mig meget til vi skal i ilden.
Forberedelserne er i gang – niveauet fra GM holdes ved lige hjemme i klubberne. Den 17.6 samles landsholdet og tre unge spillere til træningslejr i Hillerød på TopDirect Danish Badminton Academy inden afrejsen til Åland den 26.6. De tre unge spillere – Taatsi Pedersen B67, Sara Lindskov Jakobsen B67 og Hedvig Broberg SPQ er med på træningslejren for at lære og være sammen med seniorlandsholdet. Disse tre spillere er nogle af vores unge talenter med et godt potentiale for at udvikle sig yderligere.
Bjarne Nielsen