Cookies
Skip Navigation Links
Forside
Nyheder
Bestyrelsen
Håndbog
Landshold
Turneringer & Mesterskaber
Kontakt

Efter at have tilbragt en uge på Island sammen med 8 af vores talentfulde ungdomsspillere og de tre trænere: Ib Hansen, Utertoq Amassen og Anga Peter Edvardsen sidder jeg tilbage med en rigtig god følelse.

Følelsen er god, da jeg har fået bekræftet, at vi har nogle dygtige og lærevillige spillere, der meget gerne vil udvikle sig. Tre trænere, der brænder for at komme hjem og arbejde med deres spillere med ny viden og motivation i bagagen.

Projektet som vi er kommet med i sammen med Færøerne og Island er meget værdifuldt for grønlandsk badminton. Jeg ser allerede nu frem til næste års samling i oktober på Færøerne, hvor vi kan udvikle samarbejdet yderligere.

Ib, Utertoq, Anga Peter og jeg er enige om fire ting vi vil sætte ekstra fokus på indtil kredsmesterskaberne:

  1. Servetræning – Top 10 ranglisten skal vi have mere gang i. Vi lavede servetest på lejren – du kan se resultaterne på Top 10 listen under landshold. Vi skal blive bedre til at serve, da der er mange nemme point at vinde. Se mere om servetesten i nyhedsbrevet fra august 2009.
  2. Benarbejde – vi vil blive meget bedre til benarbejde. Træningen i benarbejde skal have et bestemt mål og med et bestemt fokus, så vi ikke ”bare” løber fra spillecentrum til de forskellige hjørner uden at være bevidst om hvordan vi kommer frem og tilbage. På lejren på Island havde vi meget fokus på bevægelsen til og fra det korte forhåndshjørne og det lange baghåndshjørne (round the head benarbejde)
  3. Fart på drop (fra baglinien), når vi er pressede og hurtige drop når vi er i god balance. I kampene især mod de islandske spillere tabte vi mange dueller, fordi vi spillede for langsomme og bløde ballondrop til nettet, når vi var pressede. Det blev straffet. Jeg kalder disse drop for ”U11 drop”. I Danmark kan man som U11 spiller have stor succes med disse langsomme ballondrop, der lander tæt på nettet, fordi spillerne er meget små og ikke kan nå så hurtigt frem til nettet. Når de så bliver ældre kan modstanderne godt nå hurtigt frem til nettet og straffe disse slag. Se videoklip fra Island: http://www.youtube.com/watch?v=HfuOelm_FIE
  4. Grebsskifte – evnen til at kunne skifte greb og bruge forskellige greb er altafgørende for at kunne vinde kampe. Det vil vi også blive bedre til. Vi vil som minimum lære vores spillere fire greb: forhåndsgreb (klar greb/udgangsgreb kaldes det også), baghåndsgreb, tommelfingergreb og tæppebankergreb (stegepandegreb).

I starten af december bliver der afholdt træningslejr som danner grundlag for udtagelse til AWG. Lejren afholdes i Ilulissat, hvor Michael Kleist og Ib Hansen vil være ansvarlige trænere. Disse fire emner vil der også blive arbejdet med på lejren.