I denne måneds nyhedsbrev er temaet sikkert spil i højt tempo – sikkerhed i spillet.
Vi er nu inde i en periode med regionale mesterskaber og forberedelserne til GM er ved at være i gang.I perioder med mange turneringer arbejder vi på landsholdet med at finpudse tingene – det vil sige gøre tingene i højt tempo og med få eller ingen fejl. Vi arbejder ikke med nye træningsemner og der kommer mere fokus på det taktiske i spillet.
Her kommer der tre øvelser til inspiration:
”20 gode drop”
Formål: træne sikkerhed og kvalitet i drop
Beskrivelse: 1 oplægger og 1 spiller.
Oplægger står i et hjørne ved nettet og løfter skiftevis lige og kryds højt til baglinien. Spilleren dropper hele tiden til det samme hjørne. Opgaven for spilleren er at lave 20 gode drop i træk. Hver gang der laves en fejl, skal spilleren starte helt forfra fra 0. Der spilles med én bold. Oplæggeren må engang imellem gerne lave et langt netdrop (et netdrop der lander ca. 20 cm bag den forreste servelinie), dette netdrop returnerer spilleren med et sikkert netdrop, hvorefter oplæggeren igen løfter til baglinien. Dette netdrop tæller ikke som et af de ”20 gode”, men som et sikkerhedsslag, der gør øvelsen mere spillignende.Når spilleren f.eks. har haft tre forsøg, kan man bytte roller.
Man skal lave 20 gode drop, hvor oplæggeren står i begge sider og laver høje løft.
Når spilleren har gjort det øges sværhedsgraden ved at oplæggeren laver fladere løft, så spilleren får mindre tid. Spilleren skal dog tage bolden i forhånden i rth siden. Tager spilleren bolden med et baghåndsslag kører øvelsen videre, men slaget tæller ikke som et af de 20 gode drop.
Varation: Man kan evt. starte med at lave ”15 gode” afhængigt af niveauet hos spillerne. Øvelsen kan også laves med stiksmash og smash.
2 mod 1 – sikkerhed
Formål: Spille sikkert under pres
Beskrivelse: De to spillere presser spilleren rundt på banen i tilpas højt tempo – gerne med temposkift.Det gælder for spilleren om at spille så sikkert som muligt og prøve at afgøre bolden, hvis det er muligt. Ellers skal fokus være på at overleve og kæmpe under pres. Der arbejdes i perioder 30 sekunder – 5 minutter. Jo tættere du er på turneringen, jo højere tempo og dermed kortere intervaller.
Variation: Spilleren arbejder 2 minutter under pres fra de to spillere, derefter arbejder spilleren 1 minut, hvor han skal prøve at afgøre så mange bolde som muligt. Det vil sige de to spillere spiller slag der ikke presser spilleren. Det kunne f.eks. være at lave høje løft (af og til for korte korte) og forsvarsclear .
2 mod 1 med taktisk restriktion.
Formål: Arbejde taktisk og udnytte restriktioner (vaneslag) hos modstanderen i højt tempo
Beskrivelse: Der spilles to mod en. Begge sider har singlebane og almindelig pointtælling. Én serv på begge sider. De to spillere har en taktisk restriktion. Den enlige spiller kan så spille på at udnytte dette.
Det kan være regler som:
- Altid cleare tilbage på en clear
- Altid løfte lige på krydsdrop
- Altid kort opsamling på smash
Der kan spilles på tid – 3-5 min. eller sæt til 11 eller 21, hvorefter der byttes.
Variation: Hver af de to spillere kan også have hver sin restriktion: f.eks.
- skal droppe igen på nettet
- dropper eller smasher altid fra bagbanen
- løfter altid fra netttet
God fornøjelse med træningen!